To timer. Så længe måtte flere tusinde familie- medlemmer, venner og kærester til udstationerede soldater i Irak mandag gå rundt i pinagtig uvidenhed.
Nyheden om, at danske soldater var blevet angrebet i Basra, slap nemlig ud gennem internationale medier, før Forsvaret havde nået at tale med de pårørende.
Svært at konkurrere
Og det bliver sværere og sværere for Forsvaret at levere nyhederne om de dræbte og tilskadekomne i Irak før medierne, siger presse- officer i Hærens Operative Kommando (HOK) Erik Bødker:
»De elektroniske medier betyder, at en nyhed nu når så hurtigt frem, at vores folk nærmest ikke kan nå at ringe den ind, før nyheden er ude i medierne. Vi skal først kontrollere, at informationerne er rigtige, hvor medierne øjeblikkeligt sender det, de har. I det kapløb er det svært at konkurrere,« siger han og tilføjer:
»Det er meget kedeligt, for mange har frygtet, at det var deres søn eller datter.«
Kamp om vinklen
Ifølge presseofficeren tager det tid at få fat på mødre, kærester og venner og køre ud til de nærmeste, der altid får beskeden ansigt til ansigt.
Ifølge lektor og ph.d. i journalistik på RUC Mark Ørsten kan HOK – ud over hensynet til de pårørende – også have en anden interesse i at komme først ud med nyheden:
»Der ligger en evig kamp om, hvem der har informationerne først – myndighederne eller journalisterne. For dem, der er først ude, er ofte dem, der får lagt vinklen.«