Norge lynudviste islamister efter terroralarm
OSLO: Omkring 20 islamister blev pågrebet, udvist og omgående sendt ud af Norge i dagene, efter at myndighederne 24. juli advarede befolkningen om et muligt terrorangreb. De udviste var asylansøgere og folk, som opholdt sig ulovligt i Norge, skriver den norske avis Dagbladet. Politi og militær var i flere dage i højeste beredskab med blandt andet skærpet kontrol ved indrejsesteder og bevæbnede betjente på gaderne. De norske efterretningstjenester havde indikationer på, at fire medlemmer af Islamisk Stat (IS), som angiveligt var på vej mod Norge for at udføre et terrorangreb, allerede havde en fortrop i landet. Derfor gik myndighederne straks i gang med at forsøge at opspore mulige sammensvorne.
/ritzau/NTB
Islamisk Stat brugte vandtortur mod gidsler i Syrien
WASHINGTON: Mindst fire vesterlændinge, der er blevet holdt som gidsler af ekstremistiske islamister fra Islamisk Stat (IS), er angiveligt blevet udsat for vandtortur - også kendt som waterboarding - i begyndelsen af deres tilfangetagelse i Syrien. Blandt dem er den dræbte amerikanske journalist James Foley, rapporterer Washington Post på baggrund af udsagn fra folk med kendskab til sagen. Foley og andre gidsler blev udsat for vandtortur "flere gange", skriver avisen. Nyhedsbureauet AFP har talt med personer involveret i gidslernes frigivelse, der bekræfter, at mindst et af gidslerne er blevet udsat for den omstridte metode, hvor folk får vand i lungerne og får følelsen af at drukne. En kilde siger til Washington Post, at gidseltagerne fra Islamisk Stat "vidste præcis, hvordan det skulle gøres".
/ritzau/AFP
USA beskylder nu åbent Rusland for at lyve
WASHINGTON: USA beskyldte torsdag Rusland for at lyve om landets rolle i den ukrainske konflikt og truer med at stramme de økonomiske sanktioner. Præsident Barack Obama sagde på et pressemøde i Washington, at "det er tydeligt for resten af verden", at russiske styrker kæmper inde i Ukraine, og på et møde i FN's Sikkerhedsråd havde den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, lagt den diplomatiske høflighed til side over for Rusland. - Det har manipuleret, det har korrumperet, og det har direkte løjet, sagde Power på mødet om styret i Moskva, der benægter at have beordret soldater ind i Ukraine. Hun beskyldte Rusland for nu at have vist sit sande ansigt "ved en bevidst indsats for at støtte, og nu kæmpe sammen med, ulovlige separatister i et andet suverænt land".
/ritzau/Reuters
Putin insisterer på at sende nødhjælp til Ukraine
MOSKVA: Rusland vil blive ved med at sende nødhjælp til det østlige Ukraine, selvom styret i Kijev og vestlige stormagter ikke just er glade ved tanken. Det fastslår den russiske præsident, Vladimir Putin, i en meddelelse fredag. Præsidenten opfordrer samtidig oprørere til at lade russisk nødhjælp komme ind i de ramte områder. - Jeg opfordrer militserne til at åbne en humanitær korridor til soldaterne, der er omringet, for at undgå unødvendige ofre, for at tillade dem uskadt at forlade kampområdet, for at blive forenet med deres familier, for at give vigtig medicinsk hjælp til dem, der er blevet såret på grund af den militære operation, siger Putin. Sergej Lavrov, udenrigsminister i Rusland, sagde tidligere på ugen, at russerne har sendt en anmodning til Ukraines regering om at lade en nødhjælpskonvoj komme ind i Østukraine. Det skete kort efter, at en omstridt russisk konvoj var kørt ind på Ukraines territorium.
/ritzau/Reuters
Rygning og fedme dræber millioner af kinesere hvert år
PARIS: Forurenet luft, rygning, overvægt og trafikulykker dræber hvert år mindst 4,7 millioner kinesere og koster samtidig Kina milliarder af kroner, viser ny forskning. I en artikel, der er offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet, skriver forskere, at Kina på mange måder har gjort store fremskridt inden for folkesundhed, hvilket har ført til en markant stigning i den gennemsnitlige levealder. På den anden side er risikoen for at dø tidligere på grund af sygdomme relateret til forurening, rygning, trafikulykker og livsstilssygdomme større end nogensinde før. Blandt andet dør 1,4 millioner kinesere årligt for tidligt på grund af rygning, mens fedme koster 363.000 personer livet årligt.
/ritzau/AFP
Cameron efter nordengelsk sexmisbrug: Politichef må gå af
LONDON: Det bør koste den lokale politichef jobbet, at et omfattende misbrug af omkring 1400 mindreårige har kunnet finde sted i den britiske by Rotherham over en periode på 16 år. Det mener den britiske premierminister, David Cameron, der således slutter sig til en voksende skare af højtstående briter, der kræver, at Shaun Wright forlader posten. - Den rigtige beslutning ville være at gå af og tage det fulde ansvar for det, der er sket, siger premierministeren ifølge Sky News. Shaun Wright har indtil videre insisteret på, at han bliver på posten. Onsdag aften forlod Wright partiet Labour efter trusler om, at han ville blive ekskluderet for at have fejlet, da han som medlem af byrådet var ansvarlig for børneområdet fra 2005 til 2010.
/ritzau/
WHO: Ebola-epidemi kan nå op på 20.000
GENÉVE: Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at den inden for tre måneder vil have vendt Ebola-krisen, men den advarer samtidig om, at antallet af tilfælde under epidemien i Vestafrika kan nå helt op på 20.000. I en ny plan for nedkæmpelse af epidemien siger WHO, at det endelige mål er at få stoppet udbredelsen af sygdommen inden for seks til ni måneder. For øjeblikket er der registreret 3062 tilfælde af sygdommen - og antallet af døde er nået op på 1552 : - Men dette tal er formentligt to til fire gange lavere end det virkelige antal. WHO siger, at der skal bruges op mod tre milliarder kroner på bekæmpelse af sygdommen inden for de kommende seks måneder.
/ritzau/Reuters
Erdogan indsat som Tyrkiets præsident
ANKARA: Recep Tayyip Erdogan blev torsdag taget i ed som Tyrkiets nye præsident ved en ceremoni i parlamentet i Ankara. Erdogan, der har været regeringschef i et årti, vandt præsidentvalget den 10. august. Han indleder nu en ny fase som landets øverste leder. Den forhenværende premierminister ventes at forny embedet fra kun at være ceremonielt til at få langt mere magt. Men dette forudsætter, at han vil få succes med at ændre den tyrkiske forfatning i en retning, der styrker præsidentembedet. Som sin første embedshandling indsatte Erdogan den tidligere udenrigsminister Ahmet Davutoglu som sin afløser som premierminister.
/ritzau/Reuters
Katastrofer koster hos Malaysia Airlines
KUALA LUMPUR: Det malaysiske flyselskab, Malaysia Airlines, har haft kundeflugt i 2014 efter to store flykatastrofer, hvor først et passagerfly forsvandt og derefter blev et fly skudt ned over Ukraine. Og det kan ses på bundlinjen, hvor underskuddet næsten er fordoblet. Flyselskabet kom ud af andet kvartal af 2014 med et underskud før skat på over 550 millioner kroner. Det viser selskabets regnskab, der blev offentliggjort torsdag. I samme periode året før lå underskuddet på 314 millioner kroner. - Den fulde finansielle indvirkning af den dobbelte tragedie forventes først at ramme Malaysia Airlines i andet halvår, siger Ahmad Jauhari Yahya, topchef i Malaysia Airlines.
/ritzau/
43 FN-soldater taget til fange i Syrien
DAMASKUS: En væbnet gruppe har taget 43 medlemmer af FN's fredsbevarende styrker til fange i den syriske del af Golanhøjderne, oplyste FN torsdag. - 43 af vores fredsbevarende styrker blev tilbageholdt tidligt denne morgen af en væbnet gruppe i nærheden af ​​Al Qunaytirah, sagde FN i en erklæring. Fredsbevarende styrker, der opererer i området, har efterfølgende begrænset deres operationer, lød det fra FN ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Samtidig skriver Reuters, at det er en syrisk oprørsgruppe, der kæmper mod den syriske hær, der står bag tilbageholdelsen.
/ritzau/