Kampen endte 1-1. Men det var tilsyneladende noget helt andet end spillet på grønsværen, der optog den ellers så fodboldglade Kåre Quists opmærksomhed, da FCK i weekenden spillede mod SønderjyskE. Ekstra Bladet spottede DR-værten siddende sammen med en ukendt kvinde, og nu bekræfter Kåre Quist over for avisen, at det var hans kæreste.
- Jeg har holdt med FCK, siden klubben blev stiftet, så jeg ser alle de kampe, jeg kan komme til, så ja, siden du spørger, så var kæresten og jeg rigtig nok et smut forbi Parken, som I åbenbart har bemærket, siger Kåre Quist og tilføjer, ifølge eb.dk, at han derudover ingen kommentarer har til sit privatliv.
Derfor melder historien intet om, hvor længe parret har kendt hinanden, hvordan de har mødt hinanden eller i det hele taget, hvem kvinden er. Og går det, som tv-værten ønsker, er det heller ikke planen, at det sidste er noget, der vil blive ændret ved.
- Hun er ikke en offentlig kendt person og ønsker bestemt heller ikke at blive det, siger han til avisen.
Kåre Quist blev i 2022 skilt efter 12 års ægteskab med krimijournalist Tine Røgind, som han en søn med. Siden er han blevet kædet sammen med flere realitystjerner, og i 2023 bekræftede han selv, at han var i et forhold med Christina Odoricco, der har været med i TV3-programmet ”For lækker til love”.
Du kan se billederne af parret i Parken i Ekstra Bladets artikel her