Så snart et barn er blevet født i Danmark, får det i løbet af få minutter tildelt sit eget cpr-nummer. Men når gravide danske kvinder føder et barn i nat eller i juledagene kan det ikke få et nummer, skriver Jyllands-Posten fredag.
Hele systemet skal omlægges på grund af kommunalreformen, og så er der ikke tid og plads til at registrere nyfødte, siger Carsten Grage, kontorchef i Indenrigsministeriets cpr-kontor.
»De kommende dage og frem til 30. december er cpr-registret lukket for ajourføring, så nyfødte vil ikke blive registreret, og man kan heller ikke afmelde folk, som dør. Eller melde flytning til en anden adresse for den sags skyld,« siger Carsten Grage til avisen.
Han lover dog, at børnene ikke bliver glemt. Så snart registret åbner igen efter nytår, får børnene deres eget cpr-nummer.