Det er sjældent, at næsehorn føder unger i fangenskab. Derfor var glæden stor i Knuthenborg Park & Safari på Lolland, da næsehornet Bertha føjede en lille ny til næsehornsflokken. Dog fik glæden en brat ende, da den lille næsehornsunge blev klemt ihjel af sin egen mor.
I Europa fødes der blot en seks til syv næsehorn i fangenskab om året, og for Knuthenborg Park & Safari var det første gang, at en næsehornsunge kom til verden. Og det selvom de har haft næsehorn i mere end 30 år.
- Vi er utroligt skuffede og kede af det, men vi vidste, det ville blive svært, siger chefzoolog Lisbeth Høgh.
Hun oplyser, at det ofte er en udfordring at få næsehorn og andre dyr i fangenskab til at behandle deres unger ordentligt, når de føder første gang. Hunnerne ved ikke, hvordan de skal behandle deres unger.
Klemt under kærtegn
Bertha, der var førstegangsfødende, kom til at klemme sin unge ihjel i sin iver efter at kærtegne den. Ungen, der kun vejede 50 kilo, havde ingen chance mod hendes to ton.
- Selv om Bertha var uerfaren og ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre med ungen, så viste hun en del af de rigtige instinkter: hun var meget beskyttende overfor den, og da vi skulle have den ud af boksen, efter den var død, kunne vi ikke få hende til at acceptere, at hun skulle over i en anden boks. Hun ville simpelthen ikke ud, siger Lisbeth Høgh til.
Aggressiv mor
Det var først i løbet af eftermiddagen den følgende dag, at det lykkedes personalet i Knuthenborg Park & Safari at få Bertha ud af boksen.
- Hun skal lige så stille blive sig selv igen. Hun er relativt aggressiv nede i stalden. Hvorvidt hun oplever et savn af ungen, ved vi ikke, men hele hendes krop er hormonelt kodet ind på, at der er en unge, som hun skal tage sig af, siger Lisbeth Høgh.
Til trods for den tragiske hændelse, tænker Lisbeth Høgh fremad og håber, at Bertha snart bliver drægtig igen.
Nu kommer hun jo i brunst igen til foråret, og så prøver vi igen, siger hun.