En nyfødt dreng blev torsdag udskrevet fra et hospital i Kina, fem dage efter at hans mor ved et uheld tabte ham i en faldstamme fra et toilet, da hun fødte ham, oplyser statslige medier.
Babyen, der er fra Jinhua i den østlige provins Zhejiang, forlod hospitalet sent onsdag sammen med sine forældre, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua.
- Hans mor, bedsteforældre og formodede far vil tage sig af ham, hedder det om sagen, der er blevet kaldt "Baby Nr. 59" af sygeplejersker, efter at den har vakt opsigt verden over.
- Moren vil ikke blive retsforfulgt, da hun ikke tabte barnet med vilje, siger en lokal politimand.
Kvinden har forklaret, at hun selv slog alarm til ejendommens ejer, og at hun var til stede under hele redningsoperationen.
- Kvinden forsøgte at gribe den nyfødte, før han faldt ned i toilettet, men barnet var for glat, skriver Xinhua me henvisning til politiets talsmænd.
Sagen er blevet kommenteret af hundredtusinder af mennesker på Kinas populære weibos, der er sociale medier, som minder om Twitter.
Den 22-årige ugifte mor havde holdt sin graviditet hemmelig og blev overrumplet af en uventet fødsel lørdag på et primitivt toilet, hvor hun sad på hug.
Barnet sad fast i faldstammen, som har en diameter på 10 centimeter. Læger og redningsfolk fra brandvæsnet var en eller to timer om at redde drengen op.
Barnet fik skrammer i ansigtet og på arme og ben og blev lagt i kuvøse på hospitalet.
Det sker, at kinesiske børn, der er født uden for ægteskabet, bliver forladt. Samtidig kan landets et-barns politik indebære, at graviditeter fører til store bøder for par med mere end et barn.
På en weibo-blog fremsætter en bruger spekulationer om, at der måske ikke var tale om et uheld.
- Barnet er uskyldigt og har en familie, der i forvejen er ulykkelig. Lad os ikke gøre deres liv være. Lad os blot købe historien for barnets skyld, skriver brugeren.
/ritzau/AFP