Varslerne om skybrud, torden og kraftig regn fortsætter fredag. Således melder DMI igen om risiko for kraftig regn og lokale skybrud flere steder i landet.
Der er ifølge DMI i dag, fredag, risiko for kraftig regn og lokale skybrud fra klokken 17.00 til lørdag klokken 11.00 i følgende områder:
Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, København og Nordsjælland og Bornholm.
Det betyder, at der lokalt kan falde mellem 30 og 50 mm i varslingsperioden. Det betyder også, at er risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 min.
Man bør derfor være opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes.
Desuden kan de store mængder vand påvirke trafikken, ligesom der er risiko for strømafbrydelser.
Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.
Nedsæt hastigheden, mens du kører, for at undgå akvaplaning, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
DMI kommer fredag med samme varsel for ovennævnte områder gældende for tidsrummet lørdag klokken 17.00 til søndag 11.00.
Desuden kan der komme lokale skybrud, hagl og torden frem til i aften klokken 21.00 i følgende områder:
Syd- og Sønderjylland, Nordfyn, Odder, Trekant området, Sydøstjylland, Silkeborg, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern.