- Det er helt vildt, der foregår masser af slagsmål flere steder i Brøndby.
Det rapporterer en af presse-fotos.dk's fotografer efter søndagens fodboldkamp mellem Brøndby og FC København.
Fotografen fortæller, at der bliver kastet med sten, romerlys og flasker.
- Og så har der også været affyret tåregas.
Københavns Vestegns Politi har en noget anden udgave af begivenhederne. I en pressemeddelelse skriver ordensmagten, at kampen er "forløbet relativt roligt", men at der var sammenstød mellem to grupper fodboldfans. Sammenstødet blev stoppet, skriver politiet.
Presse-foto.dk's fotograf fortæller videre, at flere Brøndby-hooligans har været i direkte konfrontation med politiet.
- Politiet har haft trukket knipler og brugt hunde under slåskampene. Der har været rigtig meget politi, lyder meldingen fra fotografen, som vurderer, at "over et par hundrede fans" har været i slagsmål.
(Foto: Presse-fotos.dk)
Justitsministeren: Det skal stoppes
Således fortsatte opgøret mellem de to fodboldklubbers tilhængere, som stødte voldsomt sammen på Glostrup Station lørdag aften. En episode, som forarger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Det kan ikke siges kraftigt nok. Vold, overfald og hærværk har intet med fodbold at gøre. Hooliganisme skal simpelthen helt væk fra dansk fodbold. Det skal ikke finde sted, hverken før, under eller efter kampe, skriver justitsministeren i et opslag på Facebook.
Justitsministeren skriver videre, at et bredt politisk flertal tidligere har aftalt at stramme reglerne og give politiet og klubberne flere værktøjer for at komme problemerne til livs.
- Hvis der er behov for mere, så er jeg bestemt ikke afvisende. For der her skal stoppes.
På Brøndby Stadion slog FC København Brøndby med 3-1. FCK er således tilbage på førstepladsen i Superligaen.
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)