Der er øget risiko for terror mod USA i den kommende tid.
Sådan lyder advarslen fra de amerikanske antiterrormyndigheder, der frygter nye angreb fra al-Qaeda i løbet af sommeren.
- Det virker, som om sommeren er attraktiv for dem. Vi frygter, at de er i gang med at genopbygge deres aktiviteter, siger chefen for USA s interne sikkerhed, Michael Chertoff, til avisen The Chicago Tribune.
Advarslen kommer i kølvandet på en ny lydoptagelse fra al-Qaedas næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri. I optagelsen, der sammen med et fotografi af al-Zawahiri tirsdag blev lagt ud på flere islamistiske hjemmesider, opfordrer terrorlederen til nye angreb på London. Det skal ske, fordi Storbritannien for nylig slog den kontroversielle, iranske forfatter Salman Rushdie til ridder.
- Jeres leders politik har bragt tragedie og nederlag over jer, ikke kun i Afghanistan og Irak men også i det centrale London, siger al-Zawahiri på lydoptagelsen.
Ifølge den egyptiske ekspert i islamistisk terror Diaa Rashwan skal man ikke tage truslerne alt for bogstaveligt.
- De er en del af forsøget på at opildne al-Qaeda-tilhængere, men det er ikke en direkte operationel ordre. Al-Zawahiri og Osama bin Laden truer ofte specifikke lande, siger eksperten til The Guardian.
Den britiske premierminister, Gordon Brown, har ikke kommenteret direkte på den nye lydoptagelse. Men en talsmand for Brown siger til The Guardian, at kampen mod terror fortsætter, og at terroristerne ikke får lov til at ødelægge den britiske levemåde.
Lydoptagelsen fra Ayman al-Zawahiri er den niende video- eller båndoptagelse fra terrorlederen i år.