Politiet har i de senere år modtaget færre og færre anmeldelser om kriminalitet. Nu viser nye tal vedrørende første kvartal af 2015, at tendensen fortsætter.
I årets første tre måneder har politiet modtaget 74.434 anmeldelser om forskellige overtrædelser af straffeloven. Det er knap 8.000 færre anmeldelser end samme kvartal året før.
Går man lidt længere tilbage i tiden, til 2009, så er faldet endnu mere markant. Her modtog politiet knap 97.000 anmeldelser om overtrædelse af straffeloven i årets første kvartal.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg peger i en pressemeddelelse på, at det blandt andet er en mere effektiv organisering af politiet, som er forklaringen på det faldende antal anmeldelser.
/ritzau/