Vi ligger nummer 19. Vi ligger nummer 19. Ikke en sang, som Liverpools tilhængere vist nogensinde før har prøvet at synge.
Og med 20 hold i Premier League er nummer 19 heller ikke umiddelbart noget at synge hjem om.
I dag var det så Evertons tur til at smaske byfællerne. 2-0 hjemme på Goodison Park - så meget for det naboskab.
Heldigvis kan den danske del af holdet om ikke glæde sig så dog ånde lettet op over ét faktum: Ingen af dem vil sandsynligvis blive svinet til i morgendagens aviser: De var nemlig begge to skadede og dermed ikke med i dagens ydmygelse.
Liverpool, der har skrabet seks point sammen i løbet af otte kampe, fik i noget ny ejer i går. Men der gælder ikke returregler i handler med fodboldklubber.