Regeringen har fundet et nyt koben til at brække Socialdemokraterne og De Radikale fra hinanden.
De nye udvisningsregler gør det lettere at sende kriminelle indvandrere hjem til deres oprindelsesland. Allerede ved anden fængselsstraf kan man sendes hjem.
Og selvom Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, endnu ikke har læst forslaget, så ser han positivt på det.
"Men jeg går selvfølgelig ud fra, at det stadig er domstolene, som afgør, om en forbrydelse skal føre til udvisning. Der skal stadig være en proportionalitet mellem straffen og forbrydelsen, og det skal domstolene afgøre," siger Henrik Dam Kristensen.
I den anden grøft ligger De Radikales integrationsordfører, Marianne Jelved, som mener, at reglerne er i strid med domstolenes uafhængighed.
"På den her måde fratager de domstolene muligheden for at se på, om der er proportionalitet i forhold til familielivet, når de siger, at anden gang, man begår en forbrydelse, er det ud," siger Marianne Jelved.
Regeringen vil også give 25.000 kroner til kommuner, der overtaler indvandrere til at rejse tilbage, hvor de kom fra.
Kilde: dr.dk