Når Disney snart begynder indspilningerne af 'High School Musical 4', bliver det med et nyt hold unge skuespillere.
Zac Efron, Vanessa Hudgens og Ashley Tisdale vil derfor ikke medvirke i den nye film. Det skriver Reuters.
Den nye film forventes at få debut på Disney Channel i 2010. Dermed vender teenage-musicalen tilbage til sit oprindelige medie, hvor de to første film blev vist, efter 'High School Musical 3' blev vist på det store lærred.
Det er ingen overraskelse, at Disney fortsætter føljetonen om de dansende og syngende teenagere. Filmene er nemlig blevet set af mere end 300 millioner verden over og er derfor gået hen og blevet en ganske god forretning for Disney.