Nye skatter rammer de fleste danskere
Skatter og afgifter øges med 2,5 mia. kr. næste går. Det er blandt andet afgiften på cigaretter, der hæves markant. (Foto: Ritzau Scanpix)
Nicolai Wammen har sagt, at højere skatter og afgifter kun ville ramme banker og personer, der arver en virksomhed eller tjener penge på aktier.

Selv om Socialdemokratiet før valget lovede, at "95 pct." af danskerne ikke ville opleve skattestigninger, så betyder aftalen om finansloven for 2020, at langt de fleste vil blive ramt af højere skatter og afgifter, skriver Jyllands-Posten onsdag.

Den finanslov, som regeringen aftalte med Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet mandag aften, vil nemlig øge skatter og afgifter med samlet ca. 2,5 mia. kr. næste år.

Det stiger til ca. 3,5 mia. kr. i 2025, når alt er fuldt indfaset. De højere skatter og afgifter rammer bl.a. rygere, folk, der køber plasticposer, og personer med fri telefon.

Rammer den brede befolkning

I valgkampen lød det ellers fra finansminister Nicolai Wammen, at "med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier og lignende for at få en skattestigning". 

Men ifølge professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen går finansloven den anden vej: 
– Det vil ramme den brede befolkning. Det er svært at påstå andet, når man hæver afgifter på forbrugsvarer.

– Det går stik imod Wammens løfter, siger cheføkonom i tænketanken Cepos Mads Lundby Hansen.

Finansministeren afviser

Næste års finanslov bliver den finanslov, der hæver skatter og afgifter mest siden 2012. Dengang hævede Thorning-regeringen skatter og afgifter med omkring 5 mia. kr., da alt var indfaset.

Finansministeren afviser, at de stigende skatter og afgifter strider imod egne valgløfter.

– Mine udtalelser gik bl.a. på personskatter og boligskatter, men vi sagde også, at vi ville aflyse skattelettelsen på fri telefon, siger han.

via Listen To News