Tirsdag klokken 10 viste Kongehuset helt nye sider af sig selv. Det skete, da man lancerede en ny og opdateret udgave af Kongehuset.dk.
Med den nye side har Kongehuset forsøgt at lave et opdateret og mere brugervenligt design, når danskerne vil følge med i den kongelige families laden og gøren.
Den nye hjemmeside byder også på nyheder. Blandt andet er der adgang til en ny digital billeddatabase ”Den Kongelige Fotografisamling, der indtil videre rummer cirka 10.000 fotos fra Dronningens Håndbibliotek.
Billederne omfatter både fotografier, der er indkøbt eller givet til medlemmer af den kongelige familie gennem årene samt private fotografier og fotoalbums, hvor det ofte er den kongelige familie selv, der har fotograferet.
Den nye hjemmeside byder også på en sektion, der handler om Dronningens kunstneriske virke. Her er det muligt at dykke ned i Dronningens forskellige kunstneriske områder og blandt andet gå på opdagelse i Majestætens billedkunst, broderier, kirketekstiler og scenografi- og kostumedesign.
Kongehuset fik sin første officielle hjemmeside tilbage i 1990’erne. Siden da er hjemmesiden blevet ændret fire gange, senest i 2016, og som organisation har Kongehuset i dag ud over hjemmesiden også profiler på de sociale medier Facebook, Instagram og YouTube.