Forhenværende forsvarsminister Søren Gade (V) trækkes nu længere ind i sagen om hemmeligholdelse af fangemishandling i Irak.
Ifølge en mail fra en kontorchef i Forsvarsministeriet var Gade nemlig personligt involveret i drøftelser om oplysninger vedrørende tortur mod fanger i det irakiske Al-Makil-fængsel i Basra.
Oplysninger, der ellers blev skjult for Folketinget.
Det skriver Information, som har fået aktindsigt i mailen.
Otte fanger havde klaget over at være blevet mishandlet af irakisk politi - og flere kunne vise tegn på mishandling som for eksempel brændemærker.
Men det blev skjult i en rapport, som blev foretaget Folketinget i 2004.
Oplysningerne fremkom i en tilsynsrapport udarbejdet af en dansk delegation på inspektion i Al Makil-fængslet i Basra.
Tidligere kontorchef i forsvarsministeriets folkeretskontor Birgitte Juul sendte den 18. august, 2004 en mail til til Forsvarskommandoen.
- Det er dybt kritisk, at Forsvarskommandoen ikke har reageret. Som jeg ser sagen, så har Forsvarsministeriet 'orden i bogholderiet', men det har I ikke! Når Statusrapporterne offentliggøres, så kommer 'flasken' til at pege på jer. Dette aspekt har været drøftet med ministeren. Hvis jeg var jer, ville jeg se at komme i gang, skriv den nu afdøde kontorchef ifølge Information.
Mailen beviser ikke, at forsvarsministeriet og Søren Gade kendte til tortur, men det skal undersøges nærmere, mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
- Men i hvert fald kunne det godt se ud til at være noget, som den kommende kommission bør spørge ind til, siger han.
Søren Gade er i dag direktør i Landbrug & Fødevarer.
Kilde: Information