Fastfoodkæden Chicken N Chicken rykker ind i lokalerne som tidligere husede den skandaleramte KFC.
- Vi synes, det er oplagt at overtage KFC-restauranter, for vores setup minder rigtig meget om KFC. Vi differentierer os bare i, at vi bruger lokale råvarer, siger Mustapha Rahman.
Chicken N Chicken, som kun er i shoppingcentret Waves i Hundige, overtager KFC-restauranter i Horsens, Odense og på Amager.
I juni afslørede DR-programmet "Kontant" i afsnittet "KFC's Kyllingfefifleri", at de danske afdelinger af KFC blandt andet bevidst forlængede kyllingens levetid ved at printe nye mærkater på for gammelt kylling.
Det fik Fødevarestyrelsen til at undersøge samtlige 11 restauranter.
Kontrolbesøgene kastede fire sure smileys af sig, mens KFC's vesteuropæiske hovedkontor opsagde Isken ApS, som havde drevet KFC-restauranter i Danmark i årtier. Sidenhen gik Isken ApS konkurs.
Mens KFC - eller Kentucky Fried Chicken - er en amerikansk kæde, så er Chicken N Chicken fra fyrstendømmet Monaco.
Kæden har 22 restauranter fordelt i storbyer i Frankrig, Italien og Tyskland og altså snart også i Danmark.
Indtil konkursen havde KFC 11 restauranter rundt i Danmark og knap 200 ansatte.
Frituregryde og skilte solgt på auktion
I slutningen af september blev blandt andet milkshakemaskine, rustfrie køkkenstationer, frituregryder og skilte fra Kentucky Fried Chickens konkursramte restauranter solgt på auktion.
Fem minutter inden auktionen blev afsluttet blev en frituregryde solgt for 114.000 kroner med moms og salærer.
Det højeste bud på et stort vægophængt skilt med KFC's logo lød tilsvarende på 175 kroner.