To splinternye krigsskibe, som Forsvaret har købt, er begyndt at slå revner, oplyser Forsvaret.
Skibene er ved at blive udrustet, og det var, da skibet Absalon skulle udstyres med blandt andet radarer, at mandskabet opdagede revnerne i tre af skibets master.
Herefter undersøgte mandskabet det andet skib, Esbern Snare, som også viste sig at slå revner.
»Det er en irriterende fejl, som skyldes dårligt håndværk ved svejsningerne. Lindøværftet har påtaget sig reparationen som en garantisag,« siger Bent Hansen, der er teknisk chef i Forsvarets Materieltjeneste i en pressemeddelelse.
Revnerne vil blive repareret med det samme, og Forsvaret regner ikke med, at det kommer til at forsinke tidsplanen for skibenes udrustning. Absalon kan være repareret ved udgangen af februar, og skibet skal efter planen være færdigudrustet til august. Det ligger endnu ikke fast, hvornår Esbern Snares revner kan blive repareret.