Korrekturlæser, gartner, altmuligmand eller piccolo?
Der er mange muligheder for unge handikappede, når de skal vælge drømmejobbet. I dag begynder 15 unge handikappede fra Herning i et særligt forløb, der skal hjælpe dem til at få en ungdomsuddannelse.
»Det er en gruppe, der ikke har haft så mange tilbud. Når de fylder 18, får mange af dem tildelt pension, og der venter et liv på overførselsindkomster,« siger centerleder Inger Veng Rasmussen fra Ungdommens Uddannelsesvejledning i Herning.
Efter en ny lov blev vedtaget i foråret, har de unge handikappede fået ret til en ungdomsuddannelse fra 1. august. I Herning begynder unge autister, fysisk handikappede, udviklingshæmmede i projektet, der tager hensyn til de enkeltes handikap, så der ved slutningen af året ligger en plan klar for deres uddannelse.
»En af udfordringerne er at finde ud af, hvad der er realistisk. Mange piger drømmer måske om at arbejde i en børnehave, men det er ikke sikkert, hænderne er skruet sammen til netop den opgave,« siger lederen af projektet, Poul-Erik Foldbjerg. En autist kan for eksempel blive god som korrekturlæser, hvis vedkommende kan huske alle grammatikregler. Eller en udviklingshæmmet kan hjælpe til på et gartneri under særlige hensyn.
Undervisningsministeriet vurderer, at knap 1.400 unge får brug for det særlige uddannelsesforløb hvert år. Men kommunerne har fået travlt:
»Kommunerne har fået to måneder over en sommerferie til at tilrettelægge en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Det er simpelthen ikke tilfredsstillende og synd for de unge, at det partout skal jages igennem på så mangelfuldt et grundlag, for det er ellers et godt forslag,« siger konsulent Lise Holten fra Kommunernes Landsforening.