Ynkelige. Sådan betegner nobelprisvinderen Jody Williams det internationale samfunds foreløbige forsøg på at stoppe folkedrabet i Sudans Darfur-provins.
Williams er leder af et hold eksperter, der i går fremlagde en rapport om Sudan for FN s Menneskerettighedsråd, og hun lægger ikke skjul på, at skylden for folkemordet i Darfur ligger hos Sudans regering.
»Situationen er præget af grove og systematiske brud på menneskerettighederne og yderst alvorlige brud på international lov. Regeringen har iscenesat og deltaget i disse forbrydelser,« konkluderer rapporten.
Foreløbig er over 200.000 mennesker blevet dræbt af den regeringsstøttede milits Janjaweed i Darfur, og flere millioner er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem.
»Verden ser blot til«
De hårde anklager lægger op til, at FN lægger en skrappere linje over for Sudan for at tvinge en løsning igennem, men det bliver ikke let, vurderer eksperter.
En række af de afrikanske og arabiske lande i menneskerettighedsrådet har nemlig fra starten været imod, at der overhovedet blev lavet en ny rapport om forholdene i Darfur, og FN forsøger stadig at overtale det sudanske styre i Khartoum til at lukke fredsbevarende FN-tropper ind.
»Der har været så mange hule trusler mod styret i Khartoum. Hvis jeg var dem, ville jeg heller ikke lytte. Dette er mere end en tragedie. Efter Rwanda sagde folk aldrig mere . Nu er vi der igen, og verden ser blot til,« siger Williams til BBC.