Nye dyrearter fundet på Borneo

Forskere har opdaget over 50 nye plante- og dyrearter på den asiatiske ø Borneo.

Det vrimler med liv derude. Også masser af liv, vi ikke har opdaget endnu. Det må være konklusionen, efter forskere har fundet over 50 nye plante- og dyrearter på Borneo, skriver Reuters.

De nye dyr og planter inkluderer en havkat med fremtrædende tænder og en klistrende mave, så den kan sidde fast på sten, og en løvfrø med skinnende grønne øjne.

De nyopdagede arter er alle sammen beskrevet i en rapport fra WWF ? World Wildlife Fund.

Blandt de nye arter er 30 forskellige slags fisk deriblandt en miniaturefisk, som har verdens mindste rygsøjle. Der er også fundet 16 nye slags ingefær, hvilket ifølge forskere har fordoblet antallet af kendte slags ingefær af Etlingera-familien.

»De fjerne og utilgængelige skove i hjertet af Borneo er et af verdens sidste uudforskede områder for videnskaben, og der bliver fortsat opdaget mange nye arter her,« siger Stuart Chapman, som er koordinator på WWFs program i området, skriver Reuters.

Borneo, der deles af Malaysia, Indonesien og den lille oliestat Brunei, har længe været truet af skovrydning for at gøre plads til gummi-, palmeolie- og papirmasse-produktion.

WWF opfordrer de tre lande til at sikre den tilbageværende regnskov.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.