En egyptisk domstol har lørdag dømt yderligere fem personer til døden i et retsopgør om dræbende fodboldvold på et stadion i havnebyen Port Said.
Domstolen bekræfter 21 tidligere afsagte dødsdomme i retssagen, der har ført til omfattende vold og uroligheder i storbyen ved Suezkanalen.
Domsafsigelsen blev transmitteret direkte i tv.
Port Said har kogt af frustration og vold forud for domsafsigelserne over 52 fodboldfans, der deltog i urolighederne i forbindelse med en fodboldkamp 1. februar sidste år.
74 mennesker blev dræbt, og over 1000 blev såret i sammenstød mellem rivaliserende fans.
I slutningen af januar blev de første domme i sagen afsagt af domstolen Kairo.
Her blev 21 fodboldfans idømt dødsdomme. Det udløste straks store protester blandt de dømtes familier og venner, der forsøgte at storme et fængsel i Port Said. 49 personer blev dræbt i optøjerne efter domsafsigelsen.
Mange egyptere er overbeviste om, at uroen ved fodboldkampen blev sat i gang af politiet eller tilhængere af den afsatte præsident Hosni Mubarak som en protest mod det militærstyre, der overtog magten i Egypten efter Mubaraks fald.
Og det hadske forhold mellem politi og Port Said-indbyggere er gradvist taget til i de seneste uger.
/ritzau/AFP