Der er god brug for de cirka 55 danske soldater, som Forsvaret i starten af det nye år sender til Afghanistan for at slutte sig til det eksisterende bidrag på 97 mand.
De ekstra folk skal ifølge Ritzaus oplysninger indgå i Natos såkaldte Mobile Protection Force i Kabul, som transporterer og beskytter Natos rådgiver i den farlige by.
I forvejen bidrager Danmark med 30 soldater til styrken, men der er brug for de ekstra folk, siger den danske chef i Kabul, brigadegeneral Christian Arildsen.
- De ekstra mand vil styrke vores indsats markant, for i øjeblikket får vi kun dækket 80 procent af de missioner, vi gerne vil ud på, siger han.
- Det vil sige, at der er nogle rådgivere, der sidder på deres flade i 20 procent af tiden, fordi vi ikke vil have dem ud uden de her guardian angels (skytsengle red.), siger han.
Christian Arildsen er ofte selv passager i den danske sikringsstyrkes pansrede Maxpro-køretøjer.
Han var dog ikke med da en anden dansk rådgiver og tre danske sikringssoldater i sidste weekend blev angrebet af en kørende selvmordsbomber.
- De kommer kørende ud fra Forsvarsakademiet og er på vej ind i lejren, da han drøner op i det midterste af de tre køretøjer i kolonnen. Ingen af danskerne kommer alvorligt til skade, men ni civile bliver ramt, siger Christian Arildsen.
Angrebet viser med al tydelighed, at det er en farlig opgave de danske soldater skal ned til.
Det er ifølge Christian Arildsen dog også en meget meningsfuld opgave.
- Det kan godt være, at der til tider breder sig en stemning hjemme i Danmark af, at indsatsen hernede ikke nytter noget, men det føler vi virkelig, at den gør.
- Og vi ved også, at hvis ikke vi holder hånden under afghanerne de næste mange år, så risikerer vi, at det skvatter fra hinanden, at Taliban overtager og vi ender med et eller andet kalifat, som vi så skal til at bekæmpe i gaderne i København, fordi de sender bombemænd op til os, siger han.
Trods det nye bidrag på 55 mand udgør de danske styrker fortsat kun en brøkdel af de godt 12.000 soldater under Nato-missionen Resolute Support.
/ritzau/