En ny serie billeder udsendt af det kommunistiske styre i Nordkorea viser landets statsleder, Kim Jong-Il der tilsyneladende er frisk og rask trods rygterne om hans skrantende helbred.
På tv-billederne, der blev vist på det statstyrede nordkoreanske tv, ses en smilende Kim Jong-Il under et besøg hos en militær luftenhed.
Det fremgik dog ikke, hvornår besøget havde fundet sted, eller hvor den militære enhed ligger.
Ifølge sydkoreanske og amerikanske efterretningskilder blev Kim Jong-Il ramt af et slagtilfælde i august. Men det nægter den 66-årige diktator i følge nyhedsbureauet AP.
Rygterne siger, at slagtilfældet skal have påvirket Kim Jong-Ils venstre hånd. Og de nyeste billeder viser ham med den venstre hånd i jakkelommen eller med tykke vanter på.
Siden det formodede slagtilfælde har han ikke vist sig i improviserede offentlige sammenhænge.