De olierige Forenede Arabiske Emirater gik tirsdag i gang med opførelsen af deres andet atomkraftværk. Det er en af i alt fire reaktorer, som skal mindske udslippet af CO2 med omkring 12 millioner ton per år fra 2020.
Kraftværket bygges af et internationalt konsortium, som ledes af et statsejet sydkoreansk el-selskab.
Det nye atomkraftværk skal ifølge planen tages i brug i 2018.
De Forenede Arabiske Emirater råder over store ressourcer af olie og gas og pumper dagligt 2,8 millioner tønder råolie op fra undergrunden.
I marts åbnede Abu Dhabi verdens største koncentrerede solenergi-fabrik, som har en kapacitet til at forsyne 20.000 hjem med elektricitet.
Og flere andre lande i Mellemøsten er også ved at se på andre energiressourcer end olie og gas.
Jordan træffer i denne måned beslutning om, hvilken teknologi der skal anvendes i landets første atomreaktor.
Der blev sidste år fundet 20.000 ton uran i Jordan, hvilket åbner nye muligheder for udvikling af atomenergi i landet.
Jordan importerer 95 procent af dets energi og forsøger at finde alternativer til ustabile gasforsyninger fra Egypten.
Over 92 procent af Jordans territorium er dækket af ørken, og landet er et af de tørreste på kloden. Atomenergi kan anvendes til afsaltning af havvand, så landet kan rette op på den kroniske vandmangel.
/ritzau/AFP