Personalet på bostedet Tokanten virker sure og vrede og låser flere af de udviklingshæmmede beboere inde på deres værelser uden mad og drikke. Desuden er flere blevet lagt i seng uden at få skiftet ble og tøj og uden af få børstet tænder.
Sådan skriver en anonym medarbejder på det københavnske bosted ifølge Berlingske Tidende i et brev til Københavns Kommunes Socialforvaltning.
En anden medarbejder advarer om, at personalet på en anden afdeling behandler beboerne meget dårligt.
- Det gør mig ilde til mode, at vi igen får oplysninger om mulige problemer med magtanvendelser på Tokanten, siger formanden for de udviklingshæmmedes interesseorganisation, LEV, Sytter Kristensen til Berlingske Tidende.
Avisen afslørede i december 2007, hvordan beboere på stedet blev låst inde og slæbt hen ad gulvet af personalet.