Ikke en uge uden nye skandalehistorier om Marius Borg Høiby, søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit.
Han er i forvejen sigtet for vold mod flere ekskærester, og nu har politiet ifølge Dagbladet fået endnu en ting at undersøge.
Det drejer sig netop om en af ekskæresterne, som den 27-årige papprins har fået forbud mod at kontakte eller opsøge sin tidligere kæreste. Et forbud, han ifølge norske medier har overtrådt flere gange. Og sågar er blevet anholdt for.
Men nu er den altså gal igen. I forrige weekend forsøgte Marius Borg Høiby endnu en gang at komme i kontakt med forurettede. Denne gang via en veninde, som forsøgte at få ekskæresten til at tage kontakt til ham. Det bekræfter hendes advokat overfor avisen.
Politiet vil ikke bekræfte, at de undersøger nye forhold, men at de ”løbende vurderer de informationer, de modtager”.