Første stop på tilværelsen som millionærer var planlagt på forhånd, da et par fra Vestegnen vandt den store gevinst i Eurojackpot.
Hvordan ville du fejre det, hvis du pludselig vandt flere millioner kroner? De fleste har nok haft drømmen, men den gik i opfyldelse for et ægtepar fra den københavnske vesteegn.
Og de vidste på forhånd, hvordan de første penge skulle bruges – hvis de nogensinde ramte den store gevinst. Det skete med en tredjepræmie i Eurojackpot, der var næsten 2,5 mio. kr. værd.
– Vi har altid joket med, at hvis vi vandt millionerne, så ville vi tage ned på Hotel Adlon ved Brandenbruger Tor i Berlin og planlægge, hvad vi ville bruge alle millionerne til. Og det er det, vi er i gang med lige nu,” fortæller kvinden til Danske Spil over telefonforbindelsen fra det tyske, hvor parret lægger fremtidsplaner på det luksuriøse hotel.
Kvinden fortæller, at parret ofte rejser og ofte bor på hotel, og derfor har de et vist sammenligningsgrundlag, når de nu siger, at Hotel Adlon i Berlin – det er altså spitzenklasse.
– Adlon ved Brandenbruger Tor er oppe blandt verdens mest ikoniske hoteller. Og det kan du mærke på servicen. Menneskerne her er lige så almindelige, som vi er – men man føler sig som millionær. Den der fornemmelse af at ankomme til Adlon og dørmanden åbner døren for dig... Det kan bare noget, punktum! Det er ret rart! konstaterer hun og fortsætter.
– Boblebadet! Vi havde været her i halvanden time, da vi sad i boblebadet første gang. Og morgenmaden på Adlon: Det er kaviar og champagne, og du får dit æg lige præcis, som du gerne vil have det. Og dørmanden kan huske vores navne, når vi kommer og går – det her lever 210 procent op til vores forventninger, siger hun
Men nu er parret jo ikke kun på hotel-ferie for at slappe af. Der skal lægges fremtidsplaner for formuen – og det har der skam også været tid til mellem kaviaren, champagnen og boblebadet.
– Vi vil købe et sommerhus for det halve af gevinsten, og så vil vi bruge resten på at sikre vores alderdom. Vi er meget enige om, at vores livsstil og vores måde at leve på, den skal ikke forandres. Vi vil leve med den frihed, det giver at vide, at hvis en arbejdsgiver generer for meget, så kan vi sige ’her gider jeg ikke være!’ Det er friheden og uafhængigheden, der er det helt store ved gevinsten. Og sommerhuset… det er en gammel drøm, vi har haft, og nu gør vi det. Vi har taget forskellige opslag med sommerhus-annoncer med, og nu sidder vi og scroller igennem dem og kigger på det, fortæller kvinden fra Vestegnen – før hun lægger an til at lægge på:
– Nu skal vi op på en skybar på 36. etage på Alexanderplatz for at spise frokost. Vi har ikke bestilt bord, men vi er jo millionærer, så mon ikke vi får et bord, siger hun og griner, før hun skynder sig at tilføje:
– Nej, det var en joke. Vi er jo helt almindelige mennesker!