Man står der midt på fødestuen med sit nyfødte barn og alle gaverne og bleerne og pusletasken og liften. Og så snupper man lige en af hospitalets dyner. Eller et bind. Eller en transistorradio.
Mange af landets føde- og barselsafdelinger oplever flere gange om måneden tyverier. De nybagte forældre tager typisk dyner med sig hjem, men det kan også være større ting:
- Vi mister doptoner (til at lytte hjertelyd med, red.), transistorradioer og fjernbetjeninger. Og så selvfølgelig også babydyner, bleer og bind, siger afdelingsjordemoder på Odense Universitetshospital, Mimi Brynildsen.
Hun har ikke tal på, hvor mange ting, afdelingen mister, men det sker i hvert fald en gang om ugen.
På Storstrømmens Sygehus i Næstved har man samme problem. Her har afdelingssygeplejerske Stina Madsen været nødt til at tage sine forholdsregler.
- Det betyder, at vi ikke kan have lige så mange bleer og dyner liggende i skufferne, som vi gerne ville. Vi risikerer simpelthen, at de forsvinder.
Frederiksberg Hospital i København oplever også tyverierne.
- Det er et kæmpe problem. Vi mangler konsekvent babydyner, og det betyder, at vi er nødt til at pakke nyfødte ind i håndklæder, siger en jordemoder, der ønsker at være anonym.
Ifølge oversygeplejerske samme sted, Vibeke Jakobsen, må hospitalet købe 75-100 babydyner om året - enten fordi de er blevet stjålet eller fordi de er blevet væk i vaskeriet.
Ingen af jordemøderne har nogen forklaring på, hvorfor forældrene napper et par af hospitalets ting med hjem - andet end at det må være meget hyggeligt at få en lille souvenir.
- Næ, vi giver dem jo en liste over ting, de skal have med. Og det kan jo ikke komme bag på folk, at de skal have et barn, siger Mimi Brynildsen fra Odense Universitetshospital.
I Jylland vender billedet dog. Hverken på Aalborg Sygehus eller Thisted Sygehus kender man til problemet.
- Næ, det er ærlige mennesker, vi har her i Thy, siger jordemoder Joan Kjeldsen fra Thisted Sygehus.
I Aalborg har overjordemoder Connie Hermansen dog et bud på, hvorfor jyderne pænt lader tingene ligge.
- Haha, ja, for et år siden fik vi godt nok stjålet en transistorradio. Men så købte jeg sådan en rigtig utrendy en, og den er der ingen, der har gidet at stjæle siden, siger hun.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.