For en nybagt millionær i Lotto er det "hamrende ligegyldigt", hvorhen rejsen går. Gevinsten skal bare fyres af på rejser.
- Vi rejser hele skidtet op. Der skal ikke være noget tilbage.
- Når vi går på pension, så pakker vi to kufferter og sætter os ud i lufthavnen og venter. Og så er det bare: "Hov, der var en afbudsrejse! Den tager vi."
- Hvorhen er hamrende ligegyldigt, siger vinderen.
Med en dejlig, rund million på kontoen kunne man sige, at manden og hustruen har råd til at vælge stort set, hvilket himmelstrøg, de vil dase under. Men det kommer ikke til at ske.
- Det er vi for nordjyske til. Ja, vi er lidt smånærige, siger manden til Danske Spil.
Det rent praktiske med, hvad der så skal i kufferten, det finder manden nok ud af undervejs, mener han.
- Underbukser og strømper, og tandbørste og barbergrej. Så er den kuffert pakket, og hvis det så er ned i varmen, så kan man jo købe et par shorts, og er det til Nordnorge, så er den pakket i forvejen, hvis man lige køber noget varmt tøj, siger han.
I første omgang er der lige par år til pensionen, så her og nu skal pengene have lov at stå i fred og ro.