De færreste er i tvivl om, at kronprins Frederik er vild med sport.
Kronprinsens interesse for det kommende Tour de France er også ganske velkendt, men alligevel gjorde mange sikkert store øjne, da de opdagede kronprinsen i en ny reklamevideo.
I dag er der præcis 100 dage til, at Tour de France-starten afvikles i Danmark.
Det markeres hele dagen med diverse arrangementer i flere af de byer, som får besøg af tour-feltet i løbet af de tre etaper, der køres på de danske landeveje.
Selveste løbsdirektør Christian Prudhomme er også på besøg og på de sociale medier er der blevet delt en helt ny reklamevideo for Tour-starten i København – hvori kronprins Frederik altså dukker op.
Du kan se videoen herunder.
Videoen begynder på Amalienborg Slotsplads, hvor Kronprinsen gør sin cykel klar og derefter iklæder sig den danske nationaltrikot, før han begiver sig ud på en cykeltur.
Videoen sluttes med en hilsen på både dansk og fransk fra kronprins Frederik.
- Der er i dag 100 dage til Tour de France starter i Danmark. Og jeg glæder mig til at se rytterne køre forbi her på Amalienborg Slotsplads, lyder det fra kronprins Frederik.
Det bliver de første tre etaper af årets Tour de France, som køres i Danmark.