Efter at Venezuelas kontroversielle leder, Hugo Chavez, er død af kræft, skal folket i det sydamerikanske land til stemmeurnerne inden for kort tid.
Ifølge landets forfatning skal der afholdes præsidentvalg inden 30 dage, og landets udenrigsminister bekræfter, at befolkningen skal afgive deres stemme i løbet af den næste måned.
Vicepræsident Nicolas Maduro tager midlertidigt over i landet, inden venezuelanerne beslutter, hvem der skal træde i Chavez' fodspor. Det er dog endnu uvist, hvornår valgdagen bliver.
De mest sandsynlige kandidater til præsidentposten er vicepræsidenten selv eller oppositionslederen, Henrique Capriles. Det var netop Capriles, der tabte det seneste præsidentvalg til Hugo Chavez i oktober.
Maduro annoncerede tirsdag aften dansk tid, at 58-årige Chavez var gået bort efter længere tids sygdom. Maduro kæmpede med at holde tårerne tilbage, da han fortalte om dødsfaldet.
Han var venner med Chavez i over 30 år, og i 2006 blev han valgt til Venezuelas udenrigsminister. I oktober blev han så udpeget til vicepræsident og anses som værende favorit til at tage over efter Chavez.
Maduro fortæller, at hæren og politiet er blevet sat ind for at "ledsage og beskytte vores folk og garantere freden". Og hæren står parat:
- Vi er klar til at opfylde og beskytte forskrifterne i forfatningen og ønskerne fra vores leder, Hugo Rafael Chavez Frias, lyder det fra Venezuelas forsvarsminister, Diego Molero, i hovedstaden Caracas.
Den flamboyante Chavez stod gennem 14 år i spidsen for et land, der i løbet af hans regeringstid blev skarpt polariseret for og imod ham.
/ritzau/AFP