Ved hjælp af skjult kamera og lokale agenter vil den nye organisation DanWatch tage uanmeldt ud til fabrikker i den tredje verden og undersøge arbejdsforholdene.
»De fleste danskere vil jo ikke købe en vare, når de ved, at den er produceret af børn eller har forurenet,« siger medstifter Benjamin Holst fra DanWatch, der bliver præsenteret i dag.
Vagthundeorganisationen DanWatch får støtte fra WWF Verdensnaturfonden og Forbrugerrådet.
Tøj, elektronik og legetøj
Tilsvarende organisationer findes i vore nordiske nabolande, og dem vil DanWatch samarbejde med. For nylig kunne Nyhedsavisen med svenske SwedWatch som kilde afdække, at kirurgisk udstyr på hospitaler og modetøj fra Fransa, Møller&Co og Claire var lavet af børn under kummerlige forhold i Indien og Pakistan.
Mange varer i supermarkeder kommer fra ulande ¿ eksempelvis tøj, elektronik og legetøj.
Selvom danske virksomheder reklamerer med, at de producerer under ordentlige forhold, så gør de det ofte ikke, fortæller Danwatch:
»Danske virksomheder gemmer sig bag en misforståelse om, at de opfører sig meget pænere end andre. Den opfattelse vil vi gerne ramme en pæl igennem, for intet kunne være mere usandt,« siger Benjamin Holst.
Forbrugerrådet håber på, at DanWatch kan få danske virksomheder til at rydde op:
»Der findes ingen mærkning, der viser, hvad der foregår i produktionen. Du kan ikke regne med, hvad virksomhederne siger. Det gælder både billige og dyre varer,« siger direktør Rasmus Kjeldahl.
Danske virksomheder er derimod kede af, at de nu skal hænges ud, fortæller Dansk Industri.
»Hvis der er problemer, så er det hos underleverandører i udlandet. Ingen danske virksomheder har selv ansat børn,« siger afsætningspolitisk chef Anders Ladefoged.
Gulvproducenten
Junckers blev i 2006 anklaget for at have fået fremstillet gulve af
illegalt merbau-træ fra regnskovene i Asien af britiske Environmental
Investigation Agency.
Jysk blev sidste år i en
dokumentar på DR anklaget for at have fået fremstillet håndklæder i
Indien på en fabrik med vold mod medarbejdere, børnearbejde og
forurening.
Læs mere: www.danwatch.dk