Skrevet i samarbejde med Knud Brix knbr@avisen.dk
Der var stående klapsalver til partiformand Bendt Bendtsen (K), hver gang han gik på talerstolen til det konservative landsråd i weekenden. Men vælgerne deler tilsyneladende ikke de omkring 1000 delegeredes begejstring for den konservative formand.
I to dugfriske meningsmålinger uddeler vælgerne en syngende lussing til det lille regeringsparti.
I Berlingske Tidende kunne Bendt Bendtsen søndag læse, at hans parti står til 8,7 procent af stemmerne i en Gallup-måling mod 10,3 procent ved valget i 2005.
Endnu værre var læsningen i Politiken, som bragte en Vilstrup-måling, som viser, at kun 8,2 procent af vælgerne ville sætte kryds hos De Konservative, hvis der var valg imorgen.
Dermed ser det ud til, at partiet ikke har fået valuta for pengene for den aftale om lavere skat til danskerne, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti i august måned.
Selv kalder partiformand Bendt Bendtsen meningsmålingerne "kedelige", men ser dem ikke som et udtryk for vælgerkrise.
- Vi er lidt under valgresultatet, men altså det går jo lidt op og lidt ned, og vi skal nok komme efter det, siger Bendt Bendtsen til Avisen.dk.
Han vedkender sig dog, at partiets mærkesag skat ikke har givet nok vælgergevinst:
- Der har været fokuseret meget på skat, men vi må konstatere, at det ikke har givet gevinst. Nu sætter vi kræftbehandlingen som indenrigspolitisk førsteprioritet, og vi fokuserer også på at forebygge radikalisering af unge mennesker, siger han.