Flere demonstrationer udviklede sig til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi.
Urolighederne er blusset op igen i Tyrkiet, der ellers har været relativt roligt de sidste par måneder.
I flere byer rundt om i landet stødte demonstranter sammen med politiet onsdag og natten til torsdag, og flere mennesker kom til skade i både Istanbul og Ankara.
Folk viser deres utilfredshed, efter en 22-årig mand mistede livet søndag ved en demonstration, og nu blusser frustrationerne mod politiet og regeringen op igen.
I juni var Tyrkiet i ugevis ramt af enorme strejker, demonstrationer og voldsomme kampe mellem politi og demonstranter, og nu frygter man altså, at dette kan være starten på en ny opstand i landet.
De fleste af demonstrationerne er rettet mod premiereminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering.