Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Traditionelt er juni den måned på året, hvor der er flest boliger til salg, men 2017 har på flere måder været et markant anderledes år, der afviger fra det traditionelle. Nu viser nye tal fra Boligsiden.dk, at udbuddet af huse i juni måned ser anderledes ud, end det plejer.
"I alt var der 37.806 huse til salg i juni. Det er 2.000 færre end i samme måned sidste år, og ekstraordinært lavt for en juni måned. Samtidig er der sket noget helt nyt, idet udbuddet er faldet fra maj til juni måned. Det er et udtryk for, at der ikke kommer nye huse til salg i samme hastighed, som de bliver solgt. Salget går med andre ord forrygende," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Det betyder imidlertid ikke, at folk er holdt op med at sætte deres huse til salg. Faktisk er der banket over 5.000 flere til salg-skilte i jorden i de danske haver i første halvår af 2017 end i samme periode i 2016. Det er en stigning på 17 procent.
"Der kommer altså langt flere nye huse til salg, samtidig med at det samlede udbud falder. Det sætter en stor fed streg under pointen om, at salget går ekstremt godt, og at der generelt er stor optimisme på boligmarkedet."
Udbud af ejerlejligheder styrtdykker
Det er ikke kun på villaer og rækkehuse, at der i juni måned er registreret et fald i udbuddet. Det samme billede gælder for lejligheder og sommerhuse.
Faldet i udbuddet af sommerhuse er sket helt naturligt i takt med, at salget eksploderede i maj i kølvandet på, at lånegrænsen forrealkreditbelåning blev hævet til 75 procent. Det faldende udbud på ejerlejligheder er især markant i de store byer.
"Udbuddet af ejerlejligheder er faldet den seneste måned med to procent, og i Region Hovedstaden og Region Midtjylland er det styrtdykket det seneste år. Køberne i København og Aarhus skal til at vænne sig til, at der er lidt mere kamp om drømmelejligheden. Der er stadig nok til alle, men man må indstille sig på, at man i stigende grad er nødt til at betale prisen."'
Faldet vil fortsætte
Det faldende udbud vil formentlig fortsætte med at falde i juli måned. Det vurderer Birgit Daetz på baggrund af traditionelle sæsonudsving og udviklingen på boligmarkedet i første halvdel af 2017.
"Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at købelysten aftager, og at aktiviteten på markedet dermed går i stå. Samtidig har vi set, at der bliver sat mange flere nye huse til salg nu end sidste år. Det aftager traditionelt i juli måned, hvor udbuddet plejer at falde en smule, og derfor vil det nok falde lidt igen. Derfor kommer vi nok også til at se, at vi fortsat vil ligge væsentligt under niveauet fra juli i både 2015 og 2016."
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.