Med 36 procent af stemmerne talt op tyder det på, at danskerne har stemt ja til ligestilling i kongehuset.
Mere præcist ser det ud til, at omkring 46,5 procent af alle stemmeberettigede har stemt ja til at ændre tronfølgeloven, skriver Dr.dk.
Den magiske grænse, for at ændringen vedtages, er på 40 procent af alle de stemmeberettigede.
Vedtagelsen af den omdiskuterede tronfølgelov vækker glæde i Venstre-lejren.
"En stor tak til danskerne for at have brugt deres stemmeret. Alt tyder på, at tronfølgeloven går hjem. Det er jeg rigtig glad for. Det er et stærkt signal om ligestilling. Det går vi meget ind for i Danmark. Derfor er det ganske positivt, hvis den danske befolkning har stemt ja til det, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ind til videre ser det ud til, at 7,9 procent af vælgerne har sagt nej til ændringen af tronfølgeloven, mens 4,6 procent har stemt blankt.