Brøndby-træner Henrik Jensen skifter fra 1. januar klub og bliver den nye cheftræner for AC Horsens.
Kontrakten er ikke offentlig endnu, men Henrik Jensen siger, at forhandlingerne har været i gang nogle uger, og AC Horsens-formand Ole W. Rasmussen bekræfter, at AC Horsens går målrettet efter én kandidat, og det er - uændret - Henrik Jensen, skriver Horsens Folkeblad.
- Det lyder da positivt for mit vedkommende. Der er ikke så mange fuldtidsjob som træner her på Sjælland, så vi sjællændere må være indstillet på, at vi skal flytte efter det. Hvis jeg havde valgt et job i Sverige eller Norge, ville det være naturligt at flytte efter jobbet, og det samme er tilfældet omkring et trænerjob i Jylland, siger Henrik Jensen til Horsens Folkeblad.
Kontrakten er på to år, og den 48-årige Henrik Jensen præsenteres højst sandsynligt som Horsens nye træner i næste uge.