Der kan meget vel være endnu en tragisk sag om seksuelt misbrug på vej. En sag, der både indebærer overgreb fra faren samt udlån af døtrene til andre mænd.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad blev sagen behandlet i et grundlovsforhør med dobbeltlukkede døre i lørdags. I retten i Viborg blev en videoafhøring med den yngste pige afspillet. Dommeren mente, at der var grundlag for varetægtsfængsling af de tre, og politiet er nu i gang med at undersøge, om der er flere indblandet.
Ifølge avisens oplysninger skulle overgrebene have fundet sted i et misbrugsmiljø i Vejle tilbage i år 2002 og 2003, men den er først kommet til politiets kendskab i februar i år. Angiveligt fandt misbrugene sted i en lejlighed og et kolonihavehus. Den yngste af pigerne var dengang ni år gammel.
På grund af de dobbeltlukkede døre er det endnu begrænset med oplysninger i sagen. Men sagen skulle angiveligt minde om sagen i Tønder, hvor en far, udover selv at misbruge døtrene, udlånte dem til andre mænd.