Danskerne har sjældent tilbragt så mange timer derhjemme som under coronapandemien. Derfor vælger flere at købe en terrassevarmer for at tyvstarte eller forlænge udetimerne og hyggestunderne på terrassen.
Og i forhold til indbyggertal er Danmark det land i verden, hvor flest har søgt efter terrassevarmere. Det viser data fra Google Danmark.
Men der er også miljø- og klimaaspekter, man bør overveje.
- Der er stor forskel på, hvad de udleder af CO2 og skadelige partikler, forklarer Jakob Wulff Andersen, der er fuldmægtig i Center for Energieffektivisering under Energistyrelsen.
Infrarødt er økonomisk
Det allermest klimavenlige er derfor at holde sig til et ekstra tæppe, hvis det bliver en tand for køligt på terrassen.
Hvis det ikke er muligt, vil en infrarød terrassevarmer være det mest skånsomme valg.
Ellers risikerer du så at sige at fyre for gråspurvene.
- En infrarød terrassevarmer opvarmer kun det, dens stråler rammer. Derfor bruger den ikke energi på at varme al den omgivende luft op. Det giver et væsentligt lavere energiforbrug, forklarer Jakob Wulff Andersen.
Faktisk bruger de infrarøde terrassevarmere typisk kun halvt så meget energi som eksempelvis gasdrevne terrassevarmere eller mindre energieffektive typer med el, viser beregninger fra Energistyrelsen.
Overvej også, hvilken størrelse du har brug for.
Markedsdata fra Pricerunner viser nemlig, at der er stor forskel på størrelsen, hvor mange kvadratmeter de opvarmer, og hvor stor rækkevidde produktet har.
- Det er ærgerligt at købe en stor og dyr terrassevarmer, hvis man kun er et par på to, som har brug for at kunne sidde lidt længere tid ude under halvtaget, konstaterer markedsanalytiker Martin Andersen.
Jo større areal, den varmer op, jo større klimabelastning og potentielt energispild.
Det afhænger selvsagt af vejret, omgivelserne, rækkevidden, og hvor længe man har den tændt.
- Men generelt kan man sige, at nogle af dem kan opvarme virkelig store arealer, hvilket vil give et tilsvarende markant større forbrug af el eller gas, konstaterer Jakob Wulff Andersen.
Terrassevarmere med gas har typisk det største energiforbrug, viser tal fra Energistyrelsen. Samtidig udleder de i snit cirka tre kilo CO2 i timen, hvilket er problematisk for klimaet.
De udleder også NOx, som er en fællesbetegnelse for kvælstofilter og kvælstofdioxid, forklarer Jakob Wulff Andersen.
- Det kan hurtigt blive meget teknisk, men overordnet udleder de partikler, som også findes i udstødningsgasser. Derfor bidrager de både til en lokal forurening og til den samlede CO2-belastning, siger han.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus