»Hvorfor filmer du en gammel mand? Jeg skulle filme dig.«
Ordene kommer fra Adolf Hitler til sit livs udkårne, Eva Braun, under et ophold på bjergslottet Berghofs terrasse. Og de kommer på en privat optagelse uden lydside.
At det er muligt at få lyd på samtalen, skyldes et avanceret computerprogram, der kan mundaflæse fra næsten alle tænkelige vinkler. Og dermed kan der blandt andet komme lyd på de private optagelser, skriver tv2.dk.
I en af samtalerne kommer Hitler ind på krigen.
»Du taler om en kjole, der ikke passer ? forestil dig mine problemer,« siger han.
Det er ikke kun Hitlers samtaler med Eva Braun, der kommer for dagens lys mere end 60 år efter ordene faldt. Oversættelserne viser, at Hitler er stærkt utilfreds med Himmlers arkæologiske udgravninger, der kulle afdække den ariske races fortid. Men den største Hitler-røffel får den overvægtige Hermann Göring.
»Jeg så på ham tværs over spisebordet, og da vidste jeg, at det er sandt, hvad de siger... At svin æder deres egnes kød,« siger Hitler, der selv var vegetar.
Programmet er udviklet af Frank Hubner og kaldes ALR. Det fungerer ved at aflæse læbernes form og bevægelser og samkøre disse med en elektronisk ordbog. Optagelserne danner grundlag for en dokumentarfilm, der hedder »Hitlers Private Verden«, som sendes på den britiske TV-kanal Five.