Der er fortsat mange tomme lokaler rundt om i landet, faktisk er antallet af udbudte lokaler i år steget kvartal for kvartal – også de seneste tre måneder.
Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark.
– Gennem 2023 har vi set en jævn stigning i udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder. Det seneste kvartal er stigningen med blot 6.000 kvadratmeter dog noget mindre end resten af året, så det kunne tyde på en opbremsning. På Ejendomstorvet.dk kan vi især registrere en stigning i udbuddet af mindre lokaler op til 800 kvadratmeter,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
– Det er svært at sige, om tomgangen fortsætter opad lidt endnu, eller om den har toppet, for vi ser flere tendenser. E-handel tager hele tiden en lille smule omsætning fra de fysiske butikker, og i udkanten af flere byer ser vi nybyggede storbutikker som Billigblomst, Biltema og Plantorama med et meget bredt varesortiment, der konkurrerer med butikker i bymidterne. Samtidig rykker neglebutikker, skønhedssaloner og forskellige sundhedstilbud ind i nogle af de lidt mindre lokaler, siger Jens Chr. Petersen, konsulent og mangeårig detailhandelsekspert med en fortid i Cowi og som partner i Institut for Center-planlægning (ICP).
Ejendomstorvet.dk’s tal afspejler, at færre end vanligt tager springet som iværksætter med egen butik, kaffebar eller takeaway – og at forløbet med corona og meget høje energipriser var særligt hårdt for mindre spisesteder, takeaway-steder og nogle butikker.
– Tomgangen har vi desværre set i et stykke tid, og den hænger sammen med inflation og det høje renteniveau. Nu går vi imod en julesæson, der måske åbner for flere pop-up-butikker og anden korttidsudlejning, hvor man kan få testet sin butiksidé af. Det vil en ejendomsmægler kunne hjælpe med, siger Ole Hækkerup, administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Danmark har i alt 20,3 mio. kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 4. kvartal 2023 var 621.300 kvadratmeter udbudt til leje eller salg svarende til 3,1 procent.
Aktuelle tendenser for butikslokaler
- Svagt stigende tomgang gennem 4 kvartaler og højeste tomgang i 3 år
- Stadig god efterspørgsel på lokaler på mange handelsgader…
- … men svagere interesse for mindre lokaler i sidegader pga. færre iværksættere
- Høje energipriser i 2022 ramte spisesteder/takeaway og nogle butikker hårdt
- Flere detailkæder har trimmet deres net af butikker…
- … mens andre udvider, fx Biltema, Jysk og Normal
- Høje prisstigninger i 2022 og høj rente har udhulet købekraften hos nogle forbrugere….
- … mens rekordhøj beskæftigelse holder hånden under privatforbrug
- Fortsat vækst i klinikker til sundhed, skønhed og velvære