Sidste forår strejkede 70.000 sygeplejersker og andre sundhedsansatte i to måneder.
Det endte med, at de ansatte i sundhedssektoren fik omkring en halv procent mere i løn end de 12,8 procent over tre år, som andre offentligt ansatte fik.
I 2011 skal sygeplejerskerne forhandle ny overenskomst med den nyudnævnte formand Grete Christensen ved roret.
Og allerede nu fastslår hun, at der ikke bliver tale om nogen ny storstrejke.
"En strejke af det omfang, som vi så i 2008, vil ikke ske i 2011. Det er ikke det samme som, at der ikke sker noget. Vi har økonomien til at konflikte," siger hun til Politiken.dk.
Under strejken blev sygeplejerskenes strejkekasse drænet med over 800 millioner kroner. Og medlemmerne betaler stadig 200 kroner i konfliktkontingent om måneden for at fylde kassen op igen.
Bent Hansen, der er formand for sygehusejerne i Danske Regioner, synes, Grete Christensens udmelding lyder fornuftig.
"Det er en klog udmelding. Jeg tror i høj grad, den skal bruges til internt brug som en beroligelse til baglandet, der ikke har mod på en konflikt igen," siger han.