6-0 stod der på måltavlen, da kampen mellem FC København og FK Mogren var færdigspillet i Montenegro i aftes.
Samme cifre som første opgør i Parken i sidste uge.
Dermed er de forsvarende danske mestre klar til tredje runde af Champions League-kvalifikationen.
Inden kampen blev fløjtet i gang i Montenegro var det danske hold dog sikker på videre avancement, da holdet havde en komfortabel sejr med i bagagen.
Men det holdt ikke FCK'erne tilbage. Efter 11 minutter åbnede Dame N'Doye ballet efterfulgt af en kasse fra Morten Nordstrand. Kort før pausefløjt var N'Doye igen på pletten, mens Martin Vingaard også kom på måltavlen i første halvleg.
I de sidste 45 minutter stod Thomas Delaney og Ailton for målene.
I tredje kvalifikationsrunde venter Stabæk fra Norge.