Mere og mere tyder på, at det danske speedway-publikum kan få stjerner som Hans Andersen, Bjarne Pedersen og Nicki Pedersen at se.
De tre kørere har udtrykt interesse for at køre i den danske speedway-liga, hvis det lykkes at stable en på benene. Og det ser nu ud til at lykkes. Efter dansk speedway har været ramt af konflikt, er det lykkedes mægler Lars Holm at skabe fælles fodslag. Hele otte klubber har nu givet tilsagn om, at de gerne vil være med i en ny dansk speedway-liga.
»Otte mulige forhåndstilmeldinger ud af otte, er næsten for godt til at være sandt,« siger Lars Holm.
De klubber, der har givet tilsagn om, at de gerne vil være med, er Holsted Speedway Klub, Slangerup Speedway Klub, Outrup Speedway Club, Brovst Speedway Club, Esbjerg Motor Sport, Holstebro Speedway Klub, Grindsted Speedway Klub og Fjelsted Speedway Klub.