Dansk Sygeplejeråds kredsformand i Midtjylland, Anja Laursen, mener, at det "er helt ude i hegnet", når ledelsen på Aarhus Universitetshospital (AUH) opfordrer til at vente med at genbesætte opsagte stillinger i op til tre måneder.
- Når man har en ledig stilling, så skyldes det jo, at man har brug for medarbejderen. Ellers er der nogle andre, som skal løbe meget stærkt, siger Anja Laursen til Jyllands-Posten.
Årsagen til ledelsens nye spare-initiativ er, at nye tal indikerer, at året kan ende med et højere forbrug end de 77 millioner kroner, der er aftalt med regionen.
Ved at holde igen med genbesættelsen af ledige stillinger kan AUH spare 30 millioner kroner i resten af 2018.
- Det sker jo jævnligt, at man holder en stilling ledig en måned eller to. Det kan være bedre end at spare andre steder på afdelingen, for vi skal have vores økonomi til at hænge sammen, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg til Jyllands-Posten.
Han er godt klar over, at de ubesatte stillinger vil betyde mere arbejde til de øvrige medarbejdere, men han påpeger samtidig, at besparelsen for de enkelte afdelinger også ligger i, at der ikke ansættes vikarer.
- Derfor er det også op til den enkelte afdeling at vurdere, om det er en holdbar løsning, siger Poul Blaabjerg.
Anja Laursen vil forfølge sagen i hovedsamarbejdsudvalget (RMU) i Region Midtjylland.
Poul Blaabjerg understreger, at opfordringen med at vente med at besætte stillinger ikke skal fortsætte i 2019.