Politiet mener, at gerningsmanden handlede alene, da han torsdag gik ind på et universitet i Seattle og begyndte at skyde folk.
Manden var bevæbnet med en kniv og en shotgun, og han nåede at skyde fire personer, inden han blev bremset af en studerende med en peberspray, mens han var ved at lade sit våben. Herefter blev gerningsmanden overmandet af flere studerende, indtil politiet kom og anholdte ham.
En mand i tyverne er bekræftet omkommet, mens tre andre personer ligger på hospitalet i Seattle, hvor de bliver behandlet for skudsår. En af disse, en 20-årig kvinde, meldes i kritisk tilstand.
Seattle Pacific University ligger centralt i Seattle, og der er over 4000 studerende registreret på det kristne, private universitet.