En ny boligaftale kommer til at spare boligejere for 20 milliarder kroner.
Det betyder, at 60 procent af boligejerne skal betale mindre i boligskat, når aftalen træder i kraft i 2021, lyder det fra regeringen.
Men hvad betyder det så konkret for de forskellige type boligejere, der findes rundt om i landet?
Det kan du se i disse eksempler fra Skatteministeriet:
- En ejer af et hus i København, der er vurderet til 4,6 mio. kr. kan se frem til en samlet boligskatteregning på 48.600 kr. i 2021, når de nye regler træder i kraft. Det er knap 3.000 kr. mindre end i dag. Boligejeren skal dog kun betale samlet set 46.000 kr. i 2021, da resten indefryses. Derudover får boligejeren aflyst grundskyldsstigninger for knap 53.000 kr. på sigt.
- For ejere af almindelige parcelhuse i Guldborgsund går den samlede boligskatteregning fra 11.400 kr. i dag til 6.400 kr. i 2021. Det er en skattelettelse på 3.700 kr. Boligejeren kan derudover se frem til at få tilbagebetalt godt 18.000 kr. i boligskat, fordi boligejeren siden 2011 har betalt skat af en for høj ejendomsvurdering.
- Ejeren af en dyrere ejerlejlighed i Aalborg skal i 2021 betale 15.500 kr. i samlede boligskatter. Det er lidt mindre end i dag, og det skyldes blandt andet skatterabatten, som boligejeren har så længe, han eller hun bliver boende i sin lejlighed.
- I Vejle kan boligejeren i huset til 1,8 mio. kr. se frem en boligskat, der er omkring 1.000 kr. lavere i 2021 end med de nuværende regler. Regningen falder nemlig fra 19.600 kr. i dag til i alt 18.500 kr. om året.
- Boligejeren i et dyrt hus i Rudersdal – vurderet til 7,5 mio. kr. – betaler i dag omkring 76.200 kr. i samlede boligskatter. I 2021 står husejeren til en regning, der samlet set er lidt højere, nemlig 79.800 kr. i 2021. Men boligejeren får indefrosset skattestigningen, så den boligskat, han eller hun skal betale i 2021, lyder på godt 68.000 kr. Derudover får aflyses grundskyldsstigninger for omkring 37.000 kr., som boligejeren kunne se frem til med de gældende regler.
UDVID
Kilde: Skatteministeriet.
På hjemmesiden nye-ejendomsvurderinger.dk kan man læse mere om, hvad den nye aftale om boligskatteregler betyder for boligejerne, ligesom man kan se eksempler på, hvad aftalen betyder for forskellige boligtyper og fordelt på forskellige kommuner.