Produktionsselskabet, manuskriptforfatteren og skuespillerne snakker allesammen om det. Det samme gør fans verden over: Hvornår får vi igen lov at følge Carrie, Charlotte, Miranda og Samanthas liv?
Ifølge Sarah Jessica Parker er der gode muligheder for, at indspilningerne til en ny film om firkløveret starter næste sommer.
"Jeg synes, at det er en realistisk tidsplan. Det er der, vi skal begynde at filme for at filmen kan komme ud i 2010. Men det betyder altså, at vi skal finde ud af det hele i løbet af de næste par måneder," siger hun til mtv.com.
Sarah Jessica Parker fortæller, at holdet bag den populære serie - og nu også film - har haft mange generelle samtaler om en eventuel kommende film, men intet er fastlagt endnu.
"De praktiske spørgsmål handler om folks kalendere. Og så er der det store spørgsmål: er det det rigtige at gøre? Du kan ikke bare spørge en række af de kvinder, der stopper mig på gaden. Det skræmmer mig at skulle lave en film til, fordi det kræver en kæmpe portion penge fra studiet. Jeg vil bare gøre det, der er rigtigt for alle," siger den populære skuespillerinde.