Nogen troede måske, at sagen om to pistoler i Bandidos-borgen i Kvistgård i september var overstået.
En yngre mand påtog sig straks skylden og er siden blevet idømt fængsel i halvandet år.
Men nu har Nordsjællands Politi anholdt en anden mand fra rockergruppen og sigtet ham for samme lovovertrædelse.
Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag i Retten i Hillerød med krav om varetægtsfængsling.
Fundet skete i forbindelse med politiets store aktion mod rockermiljøet i september, da en stribe tilholdssteder rundt om på Sjælland blev ransaget.
Indsatsen skyldtes frygt for, at et nyt opgør mellem grupperne i miljøet var under opsejling.
Præsidenten for Bandidos, Michael "Kokken" Rosenvold, var dengang blandt de anholdte.
Men han og andre blev løsladt i forbindelse med grundlovsforhøret, da en 23-årig erkendte sig skyldig.
/ritzau/